FC Nordsjælland har styrket sig med kantspilleren Benjamin Nygren, der kommer til klubben på en permanent kontrakt, der gælder i fire år.
FC Nordsjælland har styrket offensiven dagen før Deadline Day.
Klubben har sikret sig papirer på den 20-årige højrekant, Benjamin Nygren, der er hentet i Genk på en fireårig kontrakt.
“Jeg er først og fremmest meget glad for at være her, og jeg se frem til at komme i gang i FC Nordsjælland. Det er en klub, der kender mig og som tror på mig, for de har fulgt mig længe og det giver mig en tryghed i mit valg om at komme hertil,” fortæller Benjamin Nygren til FCN’s hjemmeside og fortsætter:
“Jeg føler, vi kender hinanden. Måden FCN spiller fodbold på passer til mig, og jeg tror, jeg kommer til at passe godt ind her.”
“Det var meget vigtigt for mig at komme til en klub, hvor der er et match fodboldmæssigt. Jeg har flere målsætninger og ambitioner med at skifte hertil, men kort fortalt lyder de sådan her: jeg vil spille, vinde, score mål, lave assists og nyde at spille fodbold.”
FC Nordsjællands sportsdirektør, Mikkel Hemmersam, forklarer, at kantspilleren har ligget højt på ønskelisten.
“At få tilført en målskabende og scorende angriber til vores trup har været en stor prioritet for os denne vinter, og Benjamin Nygren har været højest på vores ønskeliste,” siger Mikkel Hemmersam til FCN’s hjemmeside og uddyber:
“Han er en spiller, vi har fulgt tæt igennem flere sæsoner, og derfor er vi meget glade for, at det nu er lykkedes at hente ham til FCN.”
“Benjamin har både aggressivitet, kropstyrke og fart i feltet, hvor kampene afgøres, men samtidigt har han også en god forståelse for sine holdkammerater og kan fungere i spillet mellem felterne.”
“Han er stadig en ung spiller, men kommer hertil med erfaring fra udlandet, hvor han allerede har prøvet kræfter med flere forskellige scenarier, og det tror vi på, vil komme både ham og hans nye holdkammerater til gode i Nordsjælland.”
Den svenske U21-landsholdsspiller har også spillet i angrebet. Han står totalt noteret for ti U21-landskampe med to mål til følge.