
Foto: Fodbold-transfers.dk
FC København har sikret sig oprustning til den centrale midtbane i form af 20-årige Mateo Tanlongo, der kommer fra Sporting CP på en lejeaftale.
Oprustningen fortsætter i FC København, der på deadline day har præsenteret argentinske Mateo Tanlongo.
FCK meddeler således på sin hjemmeside, at den unge midtbanespiller er blevet hentet ind på en lejeaftale med købsoption.
Tanlongo kommer til Superliga-klubben fra portugisiske Sporting CP, og tilgangen glæder sportsdirektør Peter Christiansen.
“Vi har ønsket at skærpe truppen yderligere på 6’er-positionen, og Mateo passer rigtigt godt ind i vores rekrutteringsstrategi med sit store talent og potentiale,” udtaler “PC” til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Han har allerede prøvet sig af i en stor klub som Sporting, og han har redskaberne til at udvikle sig til en rigtigt dygtig spiller. Det skal vi nu i fællesskab udfolde,” siger FCK-bossen.
Neestrup: Tanlongo indgår i konkurrencen
FCK-cheftræner Jacob Neestrup glæder sig også over signingen, som kommer til at indgå i konkurrencen på midtbanen.
“Han er en meget arbejdsom og dedikeret spiller, der sætter holdet først og erobrer mange bolde. Han spiller med stor intensitet og aggressivitet i sit presspil og har samtidig et fornuftigt pasningsspil,” siger Neestrup og tilføjer:
“Nu skal han lande hos os, og så indgår han med det samme i konkurrencen om spilletid,” lyder det fra cheftræneren.
Ifølge B.T. lyder købsoptionen på omkring 35 millioner kroner.