
Foto: Unisport
Den 38-årige, danske målmand, Stephan Andersen, havde flere muligheder, efter at hans oprindelige kontrakt med FC København udløb ved årsskiftet.
Men i dag har parterne så meddelt, at de alligevel har forlænget samarbejdet. Det betyder, at Andersen vil være i FCK til sommeren 2021.
“Det er en rigtig god løsning for mig. Jeg havde andre muligheder efter den tidligere aftale løb ud, men jeg har hele tiden haft et ønske om at fortsætte i FCK, hvor jeg trives supergodt i hverdagen,” siger Stephan Andersen til FCK’s hjemmeside og uddyber:
“Jeg er stadig ambitiøs og har masser af sult efter at spille fodbold, så jeg er motiveret for at yde mit bedste hver dag og holde alle i målmandsteamet skarpe med sund konkurrence.”
“Jeg er ikke den yngste på holdet mere, men jeg har noget erfaring og knowhow, jeg kan bidrage med – og så kan jeg jo stadig godt tage med hænder, når det er nødvendigt.”
38-årige Andersen skiftede til FCK i sommeren 2014. Siden da har han vogtet buret for løverne i 102 kampe.