Både FC København og Hearts bekræfter her til aften, at den 23-årige kantspiller Danny Amankwaa skifter fra de danske mestre til den skotske klub.
Danny Amankwaa er fortid i FCK.
Det står klart, efter at både FC København og Hearts her til aften bekræfter, at den tidligere danske U21-landsholdsspiller skifter til den skotske klub på en aftale, som løber indtil indtil sommeren 2019.
FCK’s manager Ståle Solbakken udtaler følgende om Amankwaas skifte:
“Danny var i 2015 og 2016 meget uheldig med alvorlige skader, og derfor forlængede vi i slutningen af 2016 også hans kontrakt med et år til sommeren 2018, så han kunne få den nødvendige ro til at genoptræne,” siger Solbakken til fck.dk og fortsætter:
“Han kom også stærkt tilbage sidste år og havde flere gode indhop i efteråret, men han fylder 24 i næste uge og for at tage det næste skridt i sin udvikling, har han brug for mere spilletid, end vi kan tilbyde ham. Derfor har vi længe haft en åben dialog om hans fremtid, og det er nu faldet på plads med skiftet til den skotske Premier League.”
“Vi har også besluttet ikke at forlange en overgangssum, selv om den med seks måneder af kontrakten heller ikke havde været stor. Men det har givet Danny muligheden for et udlandsophold i Hearts, og vi ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden.”
23-årige Amankwaa har spillet hele sin seniorkarriere i FCK.