Officielt: FCK sælger Kodro til Athletic Bilbao

0
Officielt: FCK sælger Kodro til Athletic Bilbao

Foto: Dejan Obretkovic

FC København har solgt angriberen Kenan Kodro til den spanske La Liga-klub Athletic Club Bilbao. Kodro forlader dermed FCK efter et halvt år.

I sommer hentede FC København den i dag 25-årige angriber, Kenan Kodro. Han slog dog aldrig for alvor igennem, og derfor har klubben arbejdet på et salg.

LÆS OGSÅ: Avis: Det har FC København tjent på Kodro-salget

Det er i dag sket, og Kodro er således blevet solgt til den spanske La Liga-klub Athletic Club Bilbao.

“Det er ikke altid at tingene lykkedes så hurtigt, som vi vil have dem til, og derfor er det en god løsning for begge parter, at Kenan vender tilbage til Spanien og en stor klub der,” siger manager Ståle Solbakken til FCK’s hjemmeside og fortsætter:

“Han har været professionel og arbejdsom i sin tid her, men konkurrencesituationen i angrebet med N’Doye, Wind, Pieros og Viktor gør, at han ikke har fået så meget spilletid, som han gerne vil.”

“Det har vi forståelse for, og derfor har vi nu fundet en løsning, der er fornuftig både sportsligt og økonomisk for os. Vi vil gerne takke Kenan for hans indsats for klubben og ønsker ham held og lykke,” siger Ståle.

Kodro har skrevet under på en kontrakt, der gælder til sommeren 2022.

Angriberen nåede at score seks mål i 18 kampe for løverne.

“Både FCK og jeg havde håbet, at det var gået op i en højere enhed, men vi har hele tiden været ærlige og afklarede overfor hinanden omkring situationen, og nu har vi fundet en løsning, som alle parter er tilfredse med,” siger Kodro til FCK’s hjemmeside og uddyber:

“Jeg vil gerne takke mine holdkammerater, trænerstaben og klubben for vores tid sammen. Jeg har haft det rigtigt godt både i klubben og byen, men jeg har brug for at spille mere, så derfor er det bedst at komme videre.”

I Athletic Club Bilbao er han samtidig blevet udstyret med en frikøbsklausul i sin kontrakt svarende til 600 millioner kroner.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE