Islandske Ragnar Sigurdsson har nu officielt underskrevet en kontrakt med den russiske klub, FC Krasnodar.
FC København kunne forleden fortælle, at klubben havde accepteret et russisk bud på forsvarsspilleren, Ragnar Sigurdsson.
Herved kunne islændingen frit rejse til Abu Dhabi, hvor FC Krasnodar netop nu er på træningslejr, for at undergå et lægetjek og skrive under på en kontrakt, der binder ham til den russiske klub to-et-halv år med option på endnu et.
Sigurdsson havde første træningspas med sin nye klub i dag, men Carsten V. Jensen havde gerne set, at den 27-årige stopper fortsat trænede i København.
“Ragnar har på alle måder været en god historie i F.C. København, hvor han kar udviklet sig fornemt og blev en vigtig brik på holdet, ligesom han var en god holdkammerat og repræsentant for klubben. Vi havde gerne beholdt Ragnar, men han har fået en god mulighed og klubben har fået et tilbud vi ikke kunne sige nej til. Derfor tager vi en varm afsked med Ragnar og ønsker ham alt det bedste, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.
Den eksakte købspris er endnu ukendt, men flere medier har snakket om en pris på mellem 20-40 millioner kroner. Selv meddelte FCK i en børsmeddelelse, at handlen havde en forventet positiv påvirkning på årsregnskabet med 22 millioner kroner.
Ragnar Sigurdsson nåede at optræde 102 gange for FC København med 4 mål til følge.