
Foto: Shutterstock
Alexander Scholz forlader FC Midtjylland til fordel for den japanske klub Urawa Red Diamonds.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger, så lyder transfersummen på 3,75 millioner kroner.
Det oplyser FCM i dag, hvor Scholz selv sætter nogle ord på afskeden med ulvene.
“Klubben har været med til at bygge mig op igen efter en svær periode, ligesom jeg har kunnet bidrage positivt til klubbens udvikling. Selvom det sluttede lidt ærgerligt for os, ser jeg med stolthed tilbage på de ting, holdet har opnået. Hver eneste dag har jeg nydt at møde ind på arbejde, og det er en ting, jeg tror, man ikke skal undervurdere,” siger Scholz til FCM’s hjemmeside og forklarer om sit nye eventyr:
“Det føles helt rigtigt, og jeg har længe vidst, at det var det jeg ville. Faktisk har jeg altid spillet fodbold for lige præcis et skifte som dette. Det passer perfekt til den person jeg er.”
28-årige Scholz har tidligere spillet i de udenlandske klubber Stjarnan fra Island samt Lokeren, Standard Liege og Club Brügge i Belgien.
Han nåede at spille 114 kampe og score 16 mål for FCM, som han skiftede til i 2018.
I japanske Urawa Red Diamonds bliver Scholz blandt andre holdkammerat med landsmanden Kasper Junker.