
Foto: Unisport
FC Midtjylland har fredag sikret sig mere offensiv styrke. Det sker med tilgangen af angriberen Marrony.
FCM har købt ham fri af kontrakten i brasilianske Atletico Mineiro, og ifølge B.T.’s oplysninger er han klubbens dyreste indkøb til dato.
Ifølge avisen har de betalt 30 millioner kroner for Marrony, som nåede at spille 62 førsteholdskampe og score 11 mål for Atletico.
22-årige Marrony har skrevet under på en femårig aftale.
“Marrony er en type, vi har ledt efter i et stykke tid, og vi har kigget på ham i en længere periode. Det har været lidt svært at komme i nærheden af ham, men det er lykkedes nu,” fortæller FCM’s sportschef Svend Graversen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Vi er sindssygt glade for og stolte over, at han har valgt at komme til FC Midtjylland som sit næste step i karrieren.”
“Det er en rigtig dygtig og alsidig angriber med nogle klare spidskompetencer. Hans tekniske færdigheder er eminente, og så har han et godt drev med bolden og et veludviklet hovedspil. Kort sagt en komplet offensiv pakke.”
“Han har spillet relativt mange kampe i Série A på et tidligt tidspunkt i sin karriere, så han kommer til Midtjylland med god erfaring i forhold til hans alder. Det er en fantastisk tilføjelse til en i forvejen stærk trup, hvor han skal ind og konkurrere om pladserne på den øverste linje.”
Marrony: Målet er Champions League
Brasilianske Marrony med det fulde navn Marrony da Silva Liberato ønsker at opnå Champions League-fodbold med midtjyderne.
Det var mit ønske at komme til FC Midtjylland, og jeg er både glad og ydmyg for den indsats klubben har gjort for mig.
“Jeg er meget motiveret af klubbens ambitioner. Mit mål er at spille Champions League og vinde trofæer med FC Midtjylland, og det matcher klubbens,” siger Marrony til FCM’s hjemmeside og uddyber:
“Jeg vil slå mit navn fast her og glæder mig bare til at slutte mig til truppen og komme i gang med fodbolden, så vi sammen kan opnå store bedrifter.”
I indeværende sæson har han spillet 24 kampe og scoret fire mål for Atletico Mineiro.