
Foto: Fodbold-transfers.dk
FC Midtjylland har kort før lukketid sikret sig nyt blod til midtbanen.
Der er tale om den 24-årige portugiser, Dani Silva, som er købt fri af sin kontrakt med italienske Hellas Verona.
Silva har signeret en kontrakt, der gælder i fire og et halvt år.
“Dani Silva er en spillende midtbanespiller, som bringer en ny dimension til holdet med sine evner på bolden. Han har et godt blik for spillet, besidder en solid pasningsfod, et højt bundniveau og en forståelse for, hvornår der skal spilles simpelt og med risiko,” siger fodbolddirektør Peter Sand til FCM.dk og fortsætter:
“Samtidig har han en stor løbekapacitet, hvilket er vigtigt i forhold til vores presspil, og han leverer høj kvalitet med sin servefod på dødbolde.”
Ifølge Tipsbladet lyder transfersummen på tre millioner euro, svarende til 22,5 millioner kroner.
Dani Silva nåede at spille 26 kampe for den italienske Serie A-klub Hellas Verona, som han skiftede til i januar 2024.
Før dette spillede han 62 kampe, scorede to mål og leverede to assists for portugisiske Vitória Guimarães SC.