FC Nordsjælland har mandag forlænget kontrakten med cheftræner Flemming Pedersen. Den nye aftale gælder til 2026.
FC Nordsjælland har mandag oplyst, at man har forlænget kontrakten med cheftræner Flemming Pedersen.
Parterne er blevet enige om en kontrakt, der er gældende til sommeren 2026.
Pedersen har været i FCN siden 2006 med undtagelse af to ophold i Mainz og Brentford.
Han blev dog først cheftræner i marts måned 2019, da han overtog fra Kasper Hjulmand, som blev udnævnt som dansk A-landstræner.
Tidligere har Pedersen været ITU-træner, A+-træner, first team coach og teknisk direktør i klubben.
“FC Nordsjælland er blevet min klub og mit hjem i bogstavelig forstand. Jeg nyder dagligt det store fællesskab, jeg har med mine kollegaer i staben, på akademiet og i administrationen. Samtidig er det et stort privilegium at arbejde med så mange talentfulde og ærgerrige spillere, og jeg udfordres og lærer stadig noget hver eneste dag,” siger Flemming Pedersen til FCN’s hjemmeside og tilføjer:
“Min familie og jeg deler fuldstændigt det klare værdisæt som FC Nordsjælland og Right to Dream er drevet af, og derfor er en femårig kontrakt meget ligetil at skrive under på. Tidshorisonten var sådan set underordnet for mig, for jeg ser mig selv som en del af FCN og Right to Dream, så længe jeg kan.”
“Jeg tror meget på potentialet i organisationen, og jeg vil være med til at indfri det. Vi kommer til at fortsætte med at tage store skridt i de kommende år, og det glæder jeg mig til at opleve og være en del af.”