FC Nordsjælland har været på indkøbstur i hollandske Breda, hvor de har sikret sig målmanden Nigel Bertrams.
FC Nordsjælland tog afsked med Alex Runarsson i juni måned. Han havde været førstekeeper i klubben gennem længere tid, og derfor var det nødvendigt at finde hans erstatning.
Ham har man nu fundet i form af hollandske Nigel Bertrams, der er købt i Breda.
“Efter salget af Alex Runarsson har vi skullet sørge for, at konkurrencen på målmandsposten er intakt,” siger sportsdirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Med tilgangen af Nigel sikrer vi os, at vi står stærkt til den kommende sæson med både unge og lovende målmænd på vej, men også to dygtige og modne målmænd i Nigel og Nicolai.”
“Nigel har i den forgangne sæson vist et højt niveau hos NAC Breda i den bedste række. Han er uddannet i den hollandske skole, er dygtig til at læse spillet og god med fødderne.”
25-årige Bertrams har en fortid i blandt andet PSV Eindhoven og Willem II. Desuden står han noteret for syv hollandske U-landskampe. Den seneste tilbage i 2013.