FC Nordsjælland har i dag forstærket sig med Lyngbys midtbaneprofil Anders Christiansen. Han har skrevet en fireårig aftale.
De forsvarende danske mestre, FC Nordsjælland, blev sat i forbindelse med Lyngbys midtbaneprofil Anders Christiansen i sidste uge.
I dag kunne FCN så offentliggøre, at aftalen er blevet en realitet. 22-årige Anders Christiansen, som også kendes som AC, har signeret en fireårig kontrakt.
“Jeg synes jeg var et sted i karrieren, hvor jeg skulle videre i min udvikling. Jeg har selvfølgelig været rigtig glad for at spille i Lyngby, hvor de sidste to år i Superligaen har været med til at højne min udvikling. Derfor er det også på tide at tage skridtet videre,” forklarer Anders Christiansen til klubbens hjemmeside.
FCN’s cheftræner Kasper Hjulmand har masser af rosende ord til AC.
“Vi får en dygtig fodboldspiller, som passer i hånd og handske ind på den måde vi gerne vil spille på. Teknisk dygtig og meget arbejdsom spiller, som er god til at finde tid og rum. Vi samler på kloge spillere, og det har vi fået i Anders.”
Christiansen har spillet i Lyngby Boldklub siden han var 11 år gammel.