
Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
FC Nordsjælland bekræfter torsdag aften, at de har solgt stortalentet Andreas Schjelderup til portugisiske Benfica.
FC Nordsjælland har torsdag aften annonceret, at de har solgt Andreas Schjelderup til den portugisiske storklub, Benfica.
Schjelderup har skrevet under på en aftale, der gælder til sommeren 2028, oplyser Benfica.
Ifølge flere medier, så får FCN 105 millioner kroner i transfersum, mens de har sikret sig en videresalgsklausul på 20 procent.
Schjelderup har i denne sæson bidraget med ti scoringer og en assist i 17 Superliga-kampe, hvilket gør ham til Superligaens øjeblikkelige topscorer.
“Der har længe været stor og konkret interesse for Andreas, men han stod ikke og bankede på for at komme videre i sidste sæson, hvor holdet havde det svært,” siger FC Nordsjællands sportschef Jan Laursen til FCN’s hjemmeside og tilføjer:
“Det siger noget om hans karakter. Andreas er en helt speciel ung mand med et utrolig stærkt værdisæt, der har flugtet godt med vores fra første til sidste dag.”
“Han har engageret sig i klubben og suget til sig fra trænere, ledere og holdkammerater og været et forbillede for alle de unge spillere hos os med store drømme.”
“Vi vil takke ham og hans familie for den tillid, de viste os, og for det, han har givet os. Vi vil følge hans karriere tæt og håbe, han en dag vil komme forbi sit ”fodboldhjem” i Danmark igen.”
Den 18-årige nordmand nåede at spille 56 kampe for FCN med 17 scoringer til følge.
Den norske offensivspiller kom til FC Nordsjælland i 2020 fra Bodø/Glimt på en fri transfer, og startede på klubbens U19-hold, før han den 1. januar 2021 blev rykket op på førsteholdet og fik seniordebut derefter.
Med et prisskilt på 105 millioner kroner bliver Schjelderup klubbens næstdyreste salg i dens historie. Kun Kamaldeen Sulemanas skifte til Rennes for 126 millioner kroner overgår det.