Officielt: FCN solgt – Hjulmand ny cheftræner

0

FC NordsjællandFC Nordsjællands ejer, Allan K. Pedersen, har i dag solgt klubben til investeringsgruppen Pathway Group, hvor Tom Vernon er direktør. Kasper Hjulmand bliver samtidig ny cheftræner.

FC Nordsjælland kunne i dag meddele to store nyheder. Den første var, at per 1. januar 2016, så er klubben ejet af investeringsgruppen Pathway Group med Tom Vernon i front.

Den anden var at den tidligere succestræner, Kasper Hjulmand, vender tilbage til trænersædet for FCN.

“Jeg tror på, at tiden er kommet til at tage det næste skridt i FC Nordsjællands historie nemlig næste skridt op af stigen, og derfor vil dette være det rigtige for klubben med det nye ejerskab med Tom Vernon i spidsen. FCN har altid været mit hjertebarn, og jeg ønsker det bedste for FCN og vores fantastiske engagerede medarbejdere. Netop derfor tror jeg også, at Tom kan føre klubben videre i samarbejde med den dygtige organisation, som FCN besidder,” forklarer Allan K. Pedersen til klubbens hjemmeside.

Tom Vernon er grundlæggeren af “Right to Dream”, som er et fodboldakademi i Ghana, som han har brugt 16 år på at bygge op. Det er grundlagt på mange af de værdier, som FCN også arbejder med.

“FC Nordsjælland er en klub med en stærk kultur, som er forankret i et ønske om at udvikle unge talenter. Det har klubben og Fodbold Samarbejde Nordsjælland (FSN) gjort ved at opbygge et af de bedste talent-akademier i Skandinavien. Vi ser købet af FCN som en unik mulighed for at skabe et samarbejde mellem akademierne ud fra en langsigtet strategi, hvor målet er at udvikle nogle af de dygtigste spillere og på den måde styrke FC Nordsjælland,” forklarer Tom Vernon.

Kasper Hjulmand er ny cheftræner

Danske Kasper Hjulmand bliver ny cheftræner i klubben per 1. januar 2016, og det betyder dermed et farvel til Ólafur Kristjánsson og Peter Feher på trænerbænken.

“Kasper er én af de dygtigste trænere, jeg har mødt, og han er en dygtig talentudvikler. Hans resultater taler for sig selv, og Kasper vil være en vigtig person i at skabe resultaterne både på den korte bane, men også på den lange bane,” siger Tom Vernon.

Hjulmand, der forlod FCN i 2014 efter seks år i klubben, glæder sig til at være tilbage og han har også store ambitioner på klubbens vegne.

“Jeg er overbevist om, at dette er et unikt projekt, som vil betyde enormt meget for hele den nordsjællandske region. Vi skal give talentfulde unge mennesker chancen for at udleve deres drømme. Klubben har altid haft en klar filosofi og tro på talentet, og FCN har et af de bedste akademier i Skandinavien. Det er spændende for mig at kunne hjælpe mange af disse dygtige unge spillere videre ind på førsteholdet,” udtaler Kasper Hjulmand og uddyber:

“Det er samtidig spændende at vende tilbage til den klub, som har betydet utrolig meget for mig, og jeg kan ikke vente med at skulle starte træningen igen med drengene i januar, fortæller Kasper Hjulmand.”

Allan K. Pedersen vil fortsætte som næstformand i klubbens bestyrelse og i Divisionsforeningen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE