Niels Frederiksen har i dag forlænget sin kontrakt med DBU, således, at han fortsætter som U21-landstræner i de næste to år.
I godt og vel halvandet år har det danske U21-landshold haft Niels Frederiksen som landstræner.
I dag valgte den tidligere Lyngby- og Esbjerg-cheftræner at forlænge med DBU. Den nye aftale løber frem til sommeren 2019.
“Jeg har allerede haft to spændende og lærerige år som U21-landstræner, hvor jeg også vil have været med til to slutrunder – og forhåbentlig får jeg nu også en tredje slutrunde med den nye U21-årgang. Det er i hvert fald ambitionen,” siger Niels Frederiksen til DBU’s hjemmeside.
Frederiksen overtog styringen i sommeren 2015, og i sin første kvalifikation førte han holdet frem til EM i Polen til sommer. Han førte også holdet frem til OL-kvartfinalen i Brasilien sidste sommer.
DBU’s talentudviklingschef Flemming Berg giver Frederiksen følgende ord med på vejen:
“Vi er rigtig tilfredse med, at Niels Frederiksen nu har sat sin underskrift på en ny aftale med DBU, og dermed også står i spidsen for U21-landsholdet i den kommende EM-kvalifikation, der bliver utrolig spændende at følge,” siger DBU’s talentudviklingschef Flemming Berg til DBU’s hjemmeside og uddyber:
“Resultaterne taler for sig selv, og derfor er en forlængelse af samarbejdet noget, vi længe har ønsket og er selvfølgelig glade for, at Niels har haft det på samme måde.”