
Foto: Shutterstock
Brøndby IF har torsdag eftermiddag oplyst, at man har forlænget kontrakten med cheftræner Niels Frederiksen frem til sommeren 2023.
Medierne har længe stillet spørgsmålstegn ved Niels Frederiksens fremtid i Brøndby IF, mens der var tavshed at spore på ledelsesgangen.
Men i dag kom der endelig en positiv nyhed i sagen. Parterne er nået til enighed om at forlænge kontrakt.
Det betyder, at Frederiksen nu har papirer med klubben frem til sommeren 2023.
50-årige Frederiksen har været ansat som cheftræner i klubben siden sommeren 2019, og hans oprindelige kontrakt stod til at udløbe til sommer.
Frederiksen: Jeg føler mig godt tilpas
“Jeg føler mig rigtig godt tilpas i Brøndby IF. Jeg oplever en klub, hvor der bliver trukket i samme retning fra alle, og det gør, at vi på relativ kort tid har kunnet flytte os både på og udenfor banen,” siger Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Vi har en fantastisk stab og et rigtig spændende hold med nogle dygtige spillere, som vi udvikler på hver eneste dag. Så det eneste jeg savner i dag, er at vi kan få fans tilbage på stadion.”
CV: Langtidsholdbar model
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen er glad for kontraktforlængelsen med Frederiksen, og han påpeger, at man har udviklet en langtidsholdbar model.
“Ser vi på udviklingen siden sommeren 2019, er vi som klub først at fremmest lykkedes med at tage nogle væsentlige skridt i retning af en både sportslig og økonomisk langtidsholdbar model.”
“Vi har specifikt indrettet truppen med et større fokus på udvikling af talent, og i tæt samarbejde med Brøndby Masterclass lykkedes med en langt større integration af egenudviklede spillere i Superligatruppen.”
“I den sammenhæng skal Niels og hans team roses for at have ført strategien ud i livet på banen og tilmed skabt en positiv resultatudvikling.”
“Vi er derfor glade for, at vi er blevet enige med Niels om en forlængelse af kontrakten, og vi kan fortsætte det gode samarbejde foreløbigt frem til sommeren 2023.”
Brøndby indtager andenpladsen i Superligaen med samme pointantal som førerholdet FC Midtjylland nemlig 27 efter 13 kampe, dog med en dårligere målscorer.