Officielt: Fynboer lejer alsidig landsholdsspiller

0

Officielt: Fynboer lejer alsidig landsholdsspillerLandstræner Morten Olsens mest polyvante spiller og Cristiano Ronaldo-specialist Michael Silberbauer vender hjem til Superligaen og OB på en lejeaftale.

Michael Silberbauer var røget ud i kulden i sin schweiziske klub Young Boys, som lige har slået FC Midtjylland i kvalifikationen til Europa League. Derfor har OB slået til og hentet midtbanespilleren hjem på en lejeaftale.

Han skal blandt andet erstatte Rurik Gislason, der er sendt til FC København. 31-årge Silberbauer vender derfor hjem til Superligaen efter fire års fravær, hvor han mestendels har slået sine folder i hollandsk fodbold.

”Det er fantastisk for os at få en rutineret og dygtig spiller som Michael Silberbauer til OB. Han er alsidig og dækker både kanterne og de centrale pladser på midtbanen, ligesom han på landsholdet har vist, at han også kan præstere på højt niveau som back,” lyder det fra sportschef Poul Hansen i en pressemeddelelse.

Michael Silberbauer har spillet 24 landskampe for Danmark, hvor han mest er kendt som den venstre back, der over en periode har tæmmet verdensstjernen Cristiano Ronaldo i de drabelige Portugal-opgør.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE