Real Betis valgte at fyre Gustavo Poyet. Nu fortsætter han i stedet karrieren langt væk fra Spanien. Han skal nemlig være træner i Kina.
Gustavo Poyet vil bestemt ikke huske tilbage på 2016 med særligt gode minder i størstedelen af året.
I april måned blev han fyret i græske AEK Athen. Måneden efter blev han ansat i Real Betis, men for tre uger siden blev han også præsenteret for en fyreseddel hos La Liga-klubben.
49-årige Poyet skulle dog ikke gå arbejdsløs længe. I dag kunne kinesiske Shanghai Shenhua nemlig præsentere uruguayaneren som ny cheftræner.
I den kinesiske storklub vil Poyet blandt andre skulle træne velkendte navne som Demba Ba, Obafemi Martins og Fredy Guarin. Han erstatter spanske Gregorio Manzano, som blev fyret tidligere på måneden.