Officielt: Gerrard er færdig i LA Galaxy

0

Steven GerrardSteven Gerrard bekræfter nu, at han er færdig i Los Angeles Galaxy, når hans kontrakt udløber med klubben ved årsskiftet.

Los Angeles Galaxy bliver en velkendt profil fattigere ved årsskiftet. Liverpool-legenden Steven Gerrard har i dag meddelt, at han stopper i klubben.

Den 36-årige midtbaneprofil skiftede til MLS-klubben i sommeren 2015, efter at han havde repræsenteret Liverpool gennem hele sin seniorkarriere.

Men nu er det altså slut med at spille fodbold i MLS. Han vinker dog ikke farvel til fodboldens verden, fastslår han.

“På trods af, at jeg har tænkt mig at tage tilbage til England for at bo, så er det bestemt ikke slut for mig i forhold til fodboldens verden. Jeg har muligheder både på og udenfor banen, og jeg har lidt at overveje i de næste to-tre uger,” fortæller Steven Gerrard ifølge goal.com og uddyber:

“Jeg vil sige, at jeg tager hjem for at bruge noget tid sammen med familien og vurdere de muligheder, som jeg har. Og så vil jeg bestemme mig for, hvad den næste udfordring skal være for mig.”

Gerrard nåede at spille 39 kampe, score fem mål og stå bag 15 assists i LA Galaxy-spilletrøjen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE