
Foto: Dejan Obretkovic
SønderjyskE har onsdag fyret cheftræner Glen Riddersholm. Det sker på grund af en række strategiske ændringer, oplyser klubben.
SønderjyskE skal have ny cheftræner, efter at man onsdag har fyret cheftræner Glen Riddersholm.
Fyringen sker, fordi man ønsker at foretage en række strategiske ændringer i klubbens ledelsesstruktur, oplyser man.
“Først og fremmest vil jeg gerne takke Glen Riddersholm for den store indsats, han har lagt i SønderjyskE, hvor han har arbejdet hårdt og loyalt,” siger direktør Klaus Rasmussen til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Han har stået i spidsen for holdet, der har spillet sig i to pokalfinaler i træk og sikret klubben det første trofæ, samtidig med at vi har sikret overlevelse i 3F Superligaen, og på den måde har han skrevet sig ind i historiebøgerne hos os.”
“Vi takker ham mange gange for den store indsats og ønsker ham alt det bedste fremover,” siger Rasmussen.
Riddersholm blev ansat som cheftræner i januar måned 2019. I den netop afsluttede sæson nåede klubben en ottendeplads i Superligaen.
Ny æra med tre ansættelser
“På vegne af alle i SønderjyskE ser vi frem til at indlede en ny æra med tre vigtige strategiske ansættelser, der gør det muligt for os at bygge videre på succesen i sæsonen 2020/2021.”
“Vi er taknemmelige for Glen Riddersholms ledelse som cheftræner i løbet af de seneste to år. Glen har efterladt en positiv indvirkning på vores hold og har med succes ført klubben til to på hinanden følgende danske pokalfinaler. Vi ønsker Glen held og lykke i hans fremtidige opgaver.”
“Med en ny CEO (fodbolddirektør, red.) ser vi en tid til strategisk vækst inden for områder som spillerudvikling, udvidelse af ungdomsprogrammet og strategisk outreach. Vi ser frem til at byde det nye lederteam velkommen, når vi går stærkere end nogensinde ind i sæsonen 2021/2022.”