Officielt: Guidolin skal lede Swansea til overlevelse

0
Foto: Swansea City

Foto: Swansea City

Swansea har ansat Francesco Guidolin til at guide klubben mod overlevelse i Premier League. Han skal som head coach indgå i et team med Alan Curtis. 

Som Sky Sports forudså, har Swansea lavet en aftale med den 60-årige italiener, Francesco Guidolin, der bliver ny head coach i klubben.

Den tidligere Udinese-træner skal således indgå i et team med Alan Curtis, der tidligere i januar måned fik jobbet som manager for svanerne sæsonen ud.

“Vi er meget tilfredse med aftalen. Guidolins erfaring og kendskab bliver et kæmpe aktiv for klubben,” siger bestyrelsesformand, Huw Jenkins, til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Selvom vi for nylig har udpeget Alan Curtis som manager sæsonen ud, har han været klar over og haft forståelse for, at vi stadig ledte efter én til at assistere ham, hvis vi kunne finde den rigtige.”

“Ham har vi nu fundet i Francesco. Han har en formidabel historik – især med Udinese de seneste par år. Han skabte Udinese-holdet med et smalt budget – sammenlignet med resten af ligaen – og konkurrerede med de bedste hold i Serie A,” fortæller Jenkins, der samtidig pointerer, at det nu vil være Francesco Guidolin, der har det sidste ord i trænerteamet.

Francesco Guidolin har i første omgang fået en kontrakt frem til sommer. Begge parter er dog enige om at se situationen an efter sæsonen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE