SønderjyskE har reageret prompte og sikret sig Rilwan Hassan, som er hentet i FC Midtjylland på en fri transfer.
28-årige Rilwan Hassan har sin fremtid på plads. Den ligger i SønderjyskE, hvor han bliver genforenet med Glen Riddersholm.
Han forlader dermed FC Midtjylland på en fri transfer, da hans kontrakt stod til at udløbe denne sommer.
Hassan har signeret en aftale, der gælder i et år med en option på yderligere et års forlængelse.
“Jeg er meget glad for at have skrevet kontrakt her i SønderjyskE. Jeg håber, at jeg kommer til at spille en masse kampe, og jeg vil gøre mit bedste og arbejde hårdt for at hjælpe holdet. Jeg ser meget frem til at spille for klubben,” siger Hassan til klubbens hjemmeside.
Hassan har samlet set spillet 222 Superliga-kampe, mens han står noteret for 23 mål og 30 assister.