
Foto: AS Monaco
Thierry Henry tørnede i sine ungdomsår ud for AS Monaco, men nu skal han i stedet varme trænersædet.
Lørdag blev den franske angrebslegende nemlig præsenteret som ny cheftræner i Monaco.
Thierry Henry afløser Leonardo Jardim, der blev fyret tidligere på ugen.
41-årige Henry har trænererfaring fra sit job som assistenttræner for det belgiske A-landshold.
Henry har signeret en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2021.
“Først og fremmest vil jeg gerne takke AS Monaco for at give mig muligheden for at træne holdet i denne klub, som er så speciel for mig,” fortæller Henry til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Jeg er rigtig glad for at vende tilbage til Monaco og er målrettet forud for de udfordringer, som venter forude. Jeg kan ikke vente med at møde spillerne og begynde samarbejdet.”
Med sig på bænken får han Joao Carlos Valado Tralho, der har været U23-træner i Benfica, og Patrick Kwame Ampadu, som senest har været ansat i Arsenal FC’s fodboldakademi.
Det nye trænerteam har første dag i deres nye jobs på mandag.