Officielt: Hjulmand henter FCK-profil

0

Mainz 05Mainz’ danske cheftræner Kasper Hjulmand har i dag sikret sig papirer på FC Københavns svenske back, Pierre Bengtsson. Aftalen gælder fra årsskiftet.

Pierre Bengtsson har kontraktudløb til nytår med FC København, og det står nu helt klart, at back-profilen ikke fortsætter karrieren i hovedstadsklubben.

Mainz har nemlig i dag oplyst, at de har skrevet kontrakt med Bengtsson. Parterne har skrevet under på en aftale, der gælder fra årsskiftet og løber frem til juni 2018.

Klubbens danske cheftræner, Kasper Hjulmand, beskriver Bengtsson som en perfekt spiller for holdet.

“Pierre er en dynamisk og taktisk utroligt dygtig back. Han har udviklet sig godt og besidder store kvaliteter. Med hans gode venstreben slår han samtidig nogle farlige dødbolde. På den måde passer han perfekt ind i vores sportslige planer,” forklarer Hjulmand til klubbens hjemmeside.

26-årige Bengtsson og danske Hjulmand kender hinanden fra FC Nordsjælland-tiden.

“Jeg er glad for at min fremtid nu er afklaret. Frem til nytår vil jeg fokusere på at levere en god indsats for FC København,” udtaler Pierre Bengtsson til Mainz’ hjemmeside og uddyber:

“Derefter ser jeg frem til en ny udfordring i en spændende klub, hvor filosofien sportsligt passer mig godt. Det er en af verdens stærkeste ligaer, hvor jeg får prøvet mig af på et højere niveau.”

Bengtsson og FC København nåede at samarbejde i tre år.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE