Kasper Hjulmand har valgt at stoppe som cheftræner i FC Nordsjælland øjeblikkeligt. Det oplyser Superliga-klubben i dag.
FC Nordsjællands cheftræner Kasper Hjulmand forlader trænersædet med omgående virkning.
Derfor overtager Flemming Pedersen allerede trænersædet nu, oplyser FCN i dag.
LÆS OGSÅ: Hjulmand om FCN-exit: Underlig fornemmelse
LÆS OGSÅ: FCN-ejer: Hjulmand har gjort en stor indsats
“Det har været et spørgsmål om at finde den rette balance og timing,” siger klubbens sportschef Carsten V. Jensen til FCN’s hjemmeside og uddyber:
“Vi synes, Kasper i dette forår, via kvalifikationen til Mesterskabsspillet, tydeligt har understreget og bevist, hvorfor det var så vigtigt for klubben at have ham til at lede holdet i den periode, vi lige har været igennem.”
“Kasper sender nu stafetten videre til Flemming på bedste vis via fantastisk trænerarbejde. Nu kan vi angribe et slutspil, hvor vi har alt at vinde, og ambitionen må være at gøre det bedre end i sidste sæsons slutspil, hvor vi fik to sejre og tre uafgjorte i ti kampe.”
“Lige nu er derfor et godt udgangspunkt for at starte på det nye kapitel. Det synes både vi, Kasper og Flemming.”
Hjulmand vil dog fortsat være tilknyttet på konsulentbasis for resten af indeværende sæson, mens han også skal besøge klubbens akademi i Ghana, hvor han vil udarbejde en rapport om dets arbejde og udvikling.