Det danske sportsbrand hummel vender tilbage som landsholdssponsor for det danske landshold. Aftalen løber fra sommer og de næste otte år frem.
DBU og Adidas stopper samarbejdet til sommer efter 12 års samarbejde. I dag er det blevet offentliggjort, at den nye landsholdssponsor bliver en gammel kending, nemlig hummel.
DBU og hummel samarbejdede sidst i perioden 1979 til 2004.
“Vi er meget begejstret over at have hummel tilbage som sponsor. Mærkets dybe rødder i både Danmark og fodboldkulturen stemmer rigtig godt overens med vores ønsker for en stærk samarbejdspartner,” siger DBU’s kommercielle direktør, Katja Moesgaard, i en pressemeddelelse og uddyber:
“Med hummel vinkler tilbage på ærmerne, er vi sikre på, at vores nationale fodboldstolthed når nye højde.”
Sponsoraftalen betyder, at DBU’s landshold samt fodboldskoler vil spille og træne i hummel-dragter.
“Det danske fodboldlandshold og DBU er allerede en del af vores brand DNA, så i dag er det som at komme hjem igen og en stor dag for os. Vi tror grundlæggende på, at vi sammen med DBU kan skabe værdi og historie for Danmark og de danske fans, og at vi sammen kan skabe positiv forandring gennem fodbolden,” fortæller hummels formand Christian Stadil til DBU’s hjemmeside.
Klik videre og se billeder af nogle af de tidligere hummel-dragter.