
Foto: Shutterstock
Real Madrid-legenden Iker Casillas stopper karrieren. Dermed blev FC Porto den sidste klub i en glorværdig karriere for den spanske målmand.
4. august 2020 blev dagen, hvor den tidligere spanske landsholdskeeper, Iker Casillas, meddelte sit karrierestop.
Casillas har siden 2015 været på kontrakt i FC Porto, hvor han skiftede på en fri transfer fra Real Madrid. Men han har ikke været i aktion siden den 26. april 2019, på grund af hjerteproblemer. Han er dog rask i dag, men han ønsker naturligt nok at passe på sit helbred.
Iker Casillas nåede dermed at stå i 156 kampe for FC Porto, hvor han holdte buret rent i 74 kampe.
Men den i dag 39-årige spanier vil uden tvivl blive husket mest for sin tid i Real Madrid, hvor han stod hele 725 kampe med 264 clean sheets til følge.
Casillas: Sværeste dag i mit sportsliv
Iker Casillas har delt meddelelsen om karrierestoppet på alle hans sociale medier, hvor han har lagt en A4-side ud med et afskedsbrev.
Han skriver blandt andet:
“I dag er én af de vigtigste og sværeste dage i mit sportsliv. Jeg har valgt dette øjeblik til at tage afsked,” skriver Iker Casillas og tilføjer:
“Min tid i fodboldverdenen startede for 30 år siden, og det har været en fantastisk rejse, som har givet fantastiske og mindre gode oplevelser.”
Casillas har i Real Madrid-karrieren vundet fem spanske mesterskaber, tre Champions League-trofæer samt to spanske pokalturneringer. Med FC Porto var han med til at vinde to mesterskaber og en pokaltitel.
For Spanien har han vundet VM en enkelt gang i 2010 samt EM to gange i 2008 og 2012.