Officielt: Izunna i OB til 2019

0
Izunna - OB

Foto: Morten Wamsler / OB

Efter et halvt år i russisk fodbold vender Izunna nu tilbage til Superligaen. Han skifter til OB på en kontrakt frem til sommeren 2019.

Et velkendt ansigt vender nu hjem til dansk fodbold.

Efter et halvt år i russisk fodbold skifter Izunna Uzochukwu nemlig til OB, hvor han har fået en kontrakt frem til sommeren 2019.

“Izunna er en rigtig dygtig spiller, som vi glæder os til at have i vores trup, og vi er glade for, at vi er blevet enige om en relativ lang aftale. Han er arbejdsom og dygtig til at fordele og opbygge spillet fra sin plads på den centrale midtbane, og vi kender ham som en spiller med en stor vindermentalitet og en stærk fysik.”

“Han er en klar forstærkning af vores hold, og vi glæder os over, at han kan være med i den sidste måned af vinteropstarten, så han og resten af truppen kan nå at lære hinanden godt at kende inden sæsonstarten 26. februar,” siger OB-sportsdirektør, Jesper Hansen, til klubbens hjemmeside.

25-årige Izunna kom til FC Midtjylland som ungdomsspiller i 2006. Han endte med at blive en profil på den jyske hede og havde blandt andet andel i det mesterskab, som ulvene hentede i sidste sæson.

I sommer rykkede nigerianeren så til Amkar Perm, hvor han dog ikke slog helt igennem. Herfor er hovedpersonen også glad for at være tilbage i dansk fodbold.

“At komme tilbage til Danmark er kun godt for mig. Jeg tog til Rusland for at prøve noget nyt, men det gik ikke, som jeg ønskede. Nu tager jeg til OB for at fortsætte min udvikling, så jeg kan blive endnu stærkere og måske få mulighed for at tage et nyt skridt igen, når min tid i OB slutter,” siger Izunna og tilføjer:

“OB er en af af store klubber i dansk fodboldhistorie, så det er et godt skridt for mig, og jeg håber at hjælpe klubben tilbage til toppen af dansk fodbold, og det er jeg sikker på, at der er gode muligheder for.”

Izunna har fået trøje nummer 15 i Ådalen. Han trænede allerede med sine nye holdkammerater i dag.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE