
Foto: Shutterstock
FC København nød stor gavn af Nicolai Jørgensens kvaliteter sidste gang, hvor han var i FCK-trøjen.
Nu håber parterne at kunne gentage succesformlen. Jørgensen er nemlig hentet tilbage på en fri transfer, efter at han ophævede med Kasimpasa tidligere i dag.
Jørgensen har i første omgang fået en kontrakt, der gælder for resten af indeværende sæson.
Thorup: spilintelligent angriber
“Nicolai er en utroligt dygtig og spilintelligent angriber, der både i relationer og i sine afslutninger er på højt niveau,” siger cheftræner Jess Thorup til FCK’s hjemmeside og tilføjer:
“Samtidig er han en anden type end vores øvrige angribere, fordi han i højere grad søger ned og binder spillet sammen.”
“Det er en fordel, at han i forvejen kender en del af de øvrige spillere og stab i forhold til hans integration på holdet, hvor hans store erfaring også vil være et plus.”
“Jeg synes, at vi har rigtigt mange gode muligheder for at sætte vores offensiv sammen på en dynamisk og interessant måde.”
Da 31-årige Jørgensen sidst var i FCK formåede han at score 51 mål i 137 kampe for løverne.
“Jeg glæder mig helt vildt til at være tilbage i Parken og i klubben, som altid har betydet enormt meget for mig,” siger Nicolai Jørgensen til FCK’s hjemmeside og uddyber:
“Jeg har stadig mange relationer i klubben, og jeg kommer tilbage, fordi jeg tror på, at jeg stadig har en masse at bidrage med for F.C. København.”
“Jeg vil gerne bevise mig her igen og vise, at jeg stadig er en rigtig god fodboldspiller, og jeg vil gøre mit aller ypperste for igen at vinde titler med klubben.”
“Jeg ser virkelig frem til at komme i gang ude på banen og allermest at træde ind i Parken igen.”
FCK solgte Jørgensen til Feyenoord i 2016. Siden da har han spillet i den hollandske klub i fem år og senest i tyrkiske Kasimpasa i et halvt år.