
Foto: Shutterstock
FC København har lejet den 25-årige svensker, Jordan Larsson. Han skifter fra tyske Schalke 04 på en lejeaftale, der gælder i resten af sæsonen.
FCK har i samme moment sikret sig en køboption i lejekontrakten, oplyser de.
Offensivspilleren har fået nummer 25, og hvis efternavnet lyder bekendt, så er det fordi han er Henrik ‘Henke’ Larssons søn.
“F.C. København er en meget stærk klub, der altid er mesterskabsfavorit og fast deltager i de europæiske turneringer,” siger Jordan Larsson til FCK’s hjemmeside og tilføjer:
“Jeg ser frem til at blive en del af holdet og klubben og vil arbejde hårdt for hurtigt at komme ind i tingene i FCK.”
“Der er stadig en god periode frem mod første kamp i Superligaen, så jeg kan lære spillestilen og holdkammeraterne at kende.”
“Jeg slutter mig til holdet med det samme og ankommer i god form, så jeg er klar til at bidrage, så snart træneren ønsker det.”
PC: Har været på radaren længe
FCK’s sportsdirektør Peter “PC” Christiansen forklarer, at Larsson længe har været på radaren i klubben.
“Det handler altid om kvalitet og potentiale i FCK, og Jordan har begge dele,” fortæller sportsdirektør Peter Christiansen til FCK.dk og uddyber:
“Han har prøvet sig selv af i nogle stærke ligaer, og især i Rusland viste han sin høje kvalitet over en lang og stabil periode. Det er en spiller, der har været på radaren i FCK længe, men den rigtige timing og mulighed har ikke været der før nu.”
“Vi er overbeviste om, at han hurtigt kan finde fodfæste hos os og blive et stort aktiv, og så har vi foråret til at se, hvordan vi fungerer sammen, inden vi tager stilling til, om vi skal forsætte samarbejdet på længere sigt.”
Larsson nåede at spille elleve Bundesliga-kampe for Schalke 04 i denne sæson.
Han kom til den tyske klub fra Spartak Moskva i sommeren 2022 på en fri transfer, og i den russiske klub spillede han 83 kampe, scorede 27 mål og leverede ni assists.