
Foto: Shutterstock
Efter mange forlydener om spillerens fremtid, blev det fredag aften officielt, at den canadiske spidsangriber har skrevet under på en aftale med Juventus i Serie A.
Fredag aften blev det officielt, at de italienske mastodonter fra Juventus har handlet ind på det store transfermarked.
For ‘Den Gamle Dame’ har nemlig skrevet kontrakt med den eftertragtede 25-årige Jonathan David, der kommer til klubben fra Lille.
Det bekræfter den italienske storklub selv på sin hjemmeside.
Eftersom den målfarlige canadier ikke fik forlænget sin kontrakt, henter Juventus den 25-årige 9’er kvit og frit.
Den canadiske landsholdsspiller er desuden tidligere blevet rygtet til Napoli og Fenerbache.
Det nævnes konkret, at canadieren har sat sin signatur på en aftale, der strækker sig fem år ud i fremtiden.
David nåede at spille hele 232 kampe for Lille, hvor det blev til hele 109 mål for den målfarlige angriber.
På landsholdet har han 67 kampe på CV’et.