FC København har fredag forlænget med den talentfulde midtbanespiller, Aboubakar Keita. Nu løber kontrakten til udgangen af 2020.
FC Københavns 19-årige midtbanespiller, Aboubakar Keita, har endnu ikke fået meget spilletid på førsteholdet, men manager Ståle Solbakken har stadig stor tiltro til den talentfulde spiller.
Derfor har Solbakken i samarbejde med ledelsen valgte at forlænge Keitas kontrakt, så den nu løber frem til udgangen af 2020.
“Keita har et enormt potentiale. Han er stadig meget ung og skal udvikle sig, men han har taget store skridt i den rigtige retning, og fortsætter han på den måde, så kan han nå et meget højt niveau,” siger Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Han har været enormt stærk i kampene for U19-holdet, gjort det fint i Reserveligaen og presser sig på for mere spilletid på Superliga-holdet også nu. Både han og vi skal stadig være tålmodige, men vi er glade for, at vi kan arbejde videre med hans udvikling med en god længde på kontrakten.”
Keita har hidtil spillet seks kampe for førsteholdet, og han glæder sig over forlængelsen.
“Jeg er meget stolt og glad for, at klubben tror på mig. Jeg vil arbejde hårdt for at vise, at jeg kan leve op til tilliden. Mine holdkammerater hjælper mig meget til at blive bedre hver dag på træningsbanen, og jeg er glad for at være en del af så stærkt et hold. Det glæder jeg mig til at fortsætte med,” siger Aboubakar Keita.