Officielt: Kian Hansen i overraskende FCN-skifte

0

Officielt: Kian Hansen i overraskende FCN-skifte30-årige Kian Hansen forlader FC Midtjylland og skifter i stedet ganske overraskende til Superliga-konkurrenterne fra FC Nordsjælland.

Et overraskende klubskifte i dansk fodbold er en realitet.

Den 30-årige stopper Kian Hansen forlader de danske vicemestre fra FC Midtjylland og skal i fremtiden i stedet tørne ud for FC Nordsjælland.

Det meddeler FC Nordsjælland på sin hjemmeside, men skriver ikke noget om, hvor lang en kontrakt Hansen har fået med Farum-klubben.

I FC Nordsjælland-lejren er man glade for at have fundet en rutineret spiller, der blandt andet kan hjælpe klubbens mange unge, talentfulde spillere. FC Nordsjællands sportschef Jan Laursen siger blandt andet følgende til klubbens hjemmeside:

“Vi har ledt efter en person og spiller, der både vil kunne gå forrest på banen i kraft af sit niveau, sin erfaring og sine lederegenskaber, og samtidigt er en person, der uden for banen tror 100 procent på den måde, vi uddanner unge mennesker og fodboldspillere på i FC Nordsjælland og vil være en aktiv del af det.”

Den rutinerede forsvarsspiller glæder sig til at komme i gang i sin nye klub.

“Jeg glæder mig meget til at begynde i FCN og til at få en ny rolle som fodboldspiller og menneske,” siger Hansen til FC Nordsjællands hjemmeside og fortsætter:

“Jeg har spillet i udlandet, været med omkring det danske landshold og spillet fast med i toppen af en liga, så jeg er vant til at være i en trup, hvor de fleste er jævnaldrende eller ældre end mig selv, og hvor alle ved lige præcis, hvad de skal gøre, og hvad der forventes af dem.”

På søndag kan Hansen debutere for sin nye klub, hvor modstanderen sjovt nok er netop FC Midtjylland.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE