Silkeborg IF har forstærket sig med den danske back, Lukas Klitten. Han kommer på en lejeaftale fra Frosinone.
Silkeborg IF har sikret sig Lukas Engel tidligere, men nu har klubben hentet endnu en venstreback.
Det drejer sig om 22-årige Lukas Klitten, der tidligere har spillet i AaB.
Han er hentet på en lejeaftale for hele den kommende sæson fra italienske Frosinone.
“Lukas Klitten er en meget talentfuld spiller, og vi tror på, at han kan få genstartet karrieren hos os efter et svært år i Italien. Han har i en ung alder vist, at han har et højt niveau og nogle færdigheder, som vi kan bruge i SIF,” fortæller sportschef Jesper Stüker til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Med Gustav Dahl ukampdygtig på ubestemt tid havde vi brug for endnu en naturlig venstreback, som nok skal få muligheder i det tætte og spændende program, vi går ind i.”
“Nu har vi en sæson til at se, hvor det bringer os hen, og skulle det blive en succes, har vi mulighed for, at opholdet kan blive af længere karakter.”
Klitten skiftede til Frosinone, der spiller i Serie B, fra AaB i sommeren 2021 på en fri transfer.