
Foto: Unisport
Anfører og backprofil, Johan Larsson, har nu fået sin fremtid i Brøndby IF afklaret. Han forlænger ikke sin kontrakt med klubben, som udløber ved årsskiftet.
“Jeg er glad og stolt over at have været med til at udvikle klubben i de sidste fire år, så vi i dag står et langt bedre sted. Det har derfor også været den måske sværeste beslutning i mit liv indtil videre at takke nej til en forlængelse, men jeg har en alder, hvor det er nu, jeg skal ud og prøve af hvor langt mine evner rækker,” siger Johan Larsson til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Så ligeså vemodig jeg er over at kampen på søndag er den sidste for Brøndby IF i denne omgang, så ser jeg også frem til at prøve af et andet sted, hvor langt jeg selv har rykket mig.”
Larsson står lige nu noteret for 171 kampe og 14 mål i Brøndby-spilletrøjen.
Brøndby-sportsdirektør Troels Bech er ærgerlig over at tage afsked med Larsson.
“Vi er kede af at sige farvel til Johan, der både på og uden for banen har været en leder. Derfor så vi også gerne, at han havde fortsat sin karriere her, men Johan føler at tiden er moden til at prøve kræfterne af andetsteds, og det har vi fuld respekt for,” siger Bech til klubbens hjemmeside.
“Johan har været en fornem repræsentant for Brøndby IF og både som spiller og person, er han en person som de unge spillere har kunne se op til og følge som eksempel. Derfor kan vi også kun ønske Johan alt det bedste i fremtiden på vegne af hele fællesskabet, og jeg håber, at så mange som muligt kommer på søndag og giver Johan det pæne farvel, han fortjener.”
Derudover tager Brøndby IF også afsked med Björn Kopplin og Uffe Bech. De kom begge til klubben i sommerens transfervindue.
Kopplin skifter til Randers FC ved årsskiftet, mens Bech vender tilbage til tyske Hannover 96, som han var udlejet fra.