Leicester har netop bekræftet, at den midlertidige manager Craig Shakespeare fortsætter på posten sæsonen ud.
Craig Shakespeare overtog tøjlerne midlertidig i Leicester City, da Claudio Ranieri for nylig blev smidt på porten.
Siden da har resultaterne for de engelske mestre ændret sig til det bedre, hvorfor Shakespeare nu får lov til at fuldføre sit eventyr på posten.
Han er således blevet belønnet med en kontrakt for resten af denne sæson.
“Craigs kvaliteter og den store respekt, som alle i klubben har for ham, var velkendt i forvejen. Vi vidste hele tiden, at holdet ville være i gode hænder, da vi bad ham tage over.”
“Han har indledt den positive respons, som vi håbede, at han kunne bringe, og han har vist fantastiske lederegenskaber og ro under stort pres ved at levere to vigtige resultater.”
“Vi har bedt ham om at lede holdet resten af sæsonen, og vi er meget glade for, at han har accepteret det,” siger Leicesters næstformand Aiyawatt Srivaddhanaprabha til klubbens hjemmeside.
53-årige Craig Shakespeare har været en del af Leicesters stab siden 2008 – kun afbrudt af en enkelt sæson hos Hull i 2010-2011.