
Foto: Shutterstock
Liverpool har forlænget kontrakten med den portugisiske angriber Diogo Jota, så den nu gælder frem til sommeren 2027. Det oplyser klubben tirsdag.
Tilbage i september 2020 var Liverpool på rov i Wolverhampton, hvor man sikrede sig profilen Diogo Jota for et klækkeligt millionbeløb.
Siden da har skiftet vist sig at være en stor succes for begge parter, og det har nu udmøntet sig i en kontraktforlængelse.
Liverpool meddeler således på sin hjemmeside tirsdag, at 25-årige Jota har sat sin underskrift på en ny aftale, der gælder frem til sommeren 2027.
“Jeg er meget stolt. Det må jeg sige. Siden jeg kom til klubben for to år siden, er jeg blevet en etableret og vigtig spiller for holdet. Det var det, jeg ville fra start,” udtaler angriberen ifølge klubbens hjemmeside.
Siden skiftet fra Wolverhampton har Diogo Jota spillet 85 gange for The Reds, hvor han har leveret 34 kasser og ni assists.
Angriberen har desuden repræsenteret Portugal 26 gange med ni mål til følge.