
Foto: Shutterstock
Liverpool har i dag forstærket sig med Red Bull Salzburgs offensivspiller Takumi Minamino.
Den 24-årige japaner har blandt andet spillet en stor rolle for Red Bull Salzburgs succes i Champions League, hvor holdet også mødte Liverpool.
Transfersummen lyder angiveligt på en pris, svarende til 65 millioner kroner, som også var Minaminos frikøbsklausul. Han vil tiltræde den 1. januar 2020, når transfervinduet åbner igen.
“Det er en fabelagtig nyhed og en fantastisk tilgang. Vi er virkelig, virkelig glade for det her,” siger Klopp til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Takumi er en meget hurtig og klog spiller, som kan finde rummene mellem kæderne. Han er modig på bolden, men også modig uden – en rigtig holdspiller. Han gør sit bedste for holdets skyld.”
“Det er ikke svært at se, hvorfor Salzburg er et favorabelt sted for spillere med talent og sult. Deres ry som en moderne europæisk fodboldklub vil kun vokse,” siger Klopp.
Offensivspilleren har repræsenteret Red Bull Salzburg siden sommeren 2015, hvor han skiftede fra japanske Cerezo Osaka.
I denne sæson har han hidtil spillet 22 kampe, scoret ni mål og leveret 11 assists. Samlet set har han spillet 199 kampe og scoret 64 mål for østrigerne.