Liverpool meddeler, at de har købt Southamptons 32-årige angriber, Rickie Lambert. Landsholdsangriberen glæder sig til nye udfordringer.
Liverpool har i dag meddelt, at man har købt Southamptons angriber, Rickie Lambert.
“Jeg har altid drømt om at spille for Liverpool, men jeg troede egentlig chancen var forspildt,” fortæller Lambert til Liverpools hjemmeside.
Lambert vender dermed tilbage til den klub, hvor han fik sin fodboldopdragelse. Han spillede nemlig i Liverpool fra han var ti til 16 år gammel.
I Southampton-trøjen scorede Lambert 117 mål i sine 235 kampe for klubben. I den netop afsluttede sæson scorede han 13 Premier League-mål.
Liverpool oplyser ikke, hvor lang kontrakten med Lambert er. Ifølge rygtebørsen har Liverpool betalt godt 37 millioner kroner for angriberen.
Ovenpå den gode sæson er Lambert også udtaget til Englands VM-trup.