Liverpool oplyser, at de har hentet backen, Nathaniel Clyne, i Southampton og udstyret ham med en lang kontrakt.
Liverpool hentede sidste sommer tre spillere i Southampton, og også i dette transfervindue prøver The Reds lykken med en spiller fra Englands sydkyst.
De har nemlig hentet den 24-årige back, Nathaniel Clyne, til Anfield Road på en – hvad de selv kalder – lang kontrakt.
”Jeg er meget glad. Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig at komme hertil og spille for så stor en klub med al den historie. Jeg kan ikke vente med at komme i gang.”
”Så snart jeg hørte om Liverpools interesse, var jeg glad og håbede bare, at handlen ville gå igennem. Manageren har vist stor interesse for mig, og Liverpool er et sted, hvor jeg virkelig kan udvikle mig,” udtaler englænderen til Liverpools hjemmeside.
Hverken købsprisen eller den faktiske længde på Clynes kontrakt er endnu blevet oplyst.