Liverpool har tirsdag købt det serbiske stortalent, Lazar Markovic, i Benfica. Liverpool oplyser, at man har indgået et længerevarende samarbejde.
Den 20-årige serbiske offensivspiller, Lazar Markovic, har imponeret i Benfica, hvor han var med til at sikre holdet mesterskabet samt pokaltitlen.
Det fik Liverpool til at intensivere jagten på Markovic, og i dag lykkedes det så Premier League-klubben at skrive kontrakt med den talentfulde serber.
Parterne har skrevet under på en længerevarende aftale, meddeler Liverpool uden at oplyse den præcise kontraktlængde. Man har heller ikke ønsket at oplyse transfersummen.
Markovic blev hentet til Benfica sidste sommer, og han nåede at spille 48 kampe og score syv mål.