
Foto: Shutterstock
Real Madrid meddeler, at klubbens tredjekeeper Luca Zidane i den kommende sæson udlejes til Racing Santander, som netop er rykket op i Segunda Division.
Den talentfulde Real Madrid-keeper Luca Zidane sendes i den kommende sæson på græs i den næstbedste spanske række.
Den nyoprykkede Segunda-klub Racing Santander har således lavet en etårig lejeaftale med Real Madrids tredjekeeper. Det meddeler den spanske kongeklub her til aften.
21-årige Zidane er søn af den tidligere verdensstjerne Zinedine Zidane, som tidligere på året vendte tilbage til cheftrænerposten i Real Madrid.
I sidste sæson fik den unge franske målmand en enkelt førsteholdskamp for Real Madrid, da han vogtede buret i en La Liga-kamp, som hovedstadsklubben tabte 3-2 til Huesca
Også i 2017/2018-sæsonen fik Zidane en enkelt optræden. Det skete i en 2-2-kamp mod Villarreal. Det var samtidig hans debut for Real Madrids bedste mandskab.