SønderjyskE har fredag forlænget kontrakten med den 30-årige forsvarer, Kees Luijckx. Den nye aftale gælder til sommeren 2018.
Den 30-årige, hollandske forsvarsspiller, Kees Luijckx, stod til at have kontraktudløb med SønderjyskE ved årsskiftet.
Men fredag oplyser sønderjyderne, at parterne har forlænget samarbejdet.
Det betyder, at Luijckx’ nye kontrakt nu gælder frem til sommeren 2018.
“Kees Luijckx har fra sin første kamp været en vigtig og fast bestanddel af Superliga-truppen. Han er en rigtig intelligent spiller, som udstråler stort overblik og ikke mindst er han også rolig med bolden, når det brænder på,” siger sportschef Hans Jørgen Haysen til klubbens hjemmeside og uddyber:
“På den anden side har vi også set, at han er stærk i duelspillet og også kan være kontant og afklaret, når det er det, der er brug for som kampene udvikler sig.”
Kees Luijckx skiftede til SønderjyskE fra Videoton tilbage i sommeren 2015.