
Foto: Manchester United
Manchester United har styrket forsvaret med Harry Maguire, som er købt i Leicester City for et rekordstort beløb. Han er nu verdens dyreste forsvarer.
Leicester Citys forsvarsprofil Harry Maguire har længe været sat i forbindelse med Manchester United.
Mandag blev det så en realitet, at den engelske centerforsvarer skifter til Manchester United.
United oplyser, at den 26-årige stopper har skrevet under på en seksårig kontrakt med en option på yderligere et år.
Han nåede at spille 76 kampe for Leicester med fem mål til følge, siden han kom til klubben i 2017 fra Hull City.
Maguire: En kæmpe mulighed
“Jeg er meget glad for at have skrevet under med klubben. Jeg har nydt min tid i Leicester, og jeg vil gerne takke alle i klubben og fansene for deres støtte i de to sæsoner,” siger Harry Maguire til Manchester Uniteds hjemmeside og tilføjer:
“Men når Manchester United kommer og banker på din dør, er det en kæmpe mulighed. Fra mine samtaler med manageren (Ole Gunnar Solskjær, red.) er jeg begejstret for de visioner og planer, han har for holdet. Det er tydeligt at se, at Ole bygger et hold til at vinde trofæer. Jeg glæder mig til at møde mine nye holdkammerater og til at starte sæsonen.”
Maguire er verdens dyreste forsvarsspiller
Leicester City oplyser, at salget er ny klubrekord uden dog at oplyse den præcise transfersum.
Men ifølge engelske medier, så lyder den på godt 80 millioner pund, svarende til omkring 650 millioner kroner.
Det gør ham samtidig til verdens dyreste forsvarsspiller med et prisskilt omregnet til 87 millioner euro.
Han overhaler dermed Matthijs de Ligt, som fik titlen tidligere på sommeren, da han skiftede fra Ajax Amsterdam til Juventus for 85,5 millioner euro.