Den danske landsholdsspiller Niki Zimling skifter belgiske Club Brügge ud med Mainz og Bundesligaen. Midtbanespilleren har skrevet under på en kontrakt til 2017.
Den danske landsholdsduo på den centrale midtbane, William Kvist og Niki Zimling, kan se frem til at mødes i Bundesligaen.
Tyske FSV Mainz har nemlig hentet Niki Zimling til klubben fra Club Brügge fra Belgien, hvor Niki Zimling har slået sine folder siden 2011.
”Det er det næste skridt i karrieren for mig. Jeg ser frem til at spille i Bundesligaen. Jeg kender allerede en smule til holdet igennem venskabskampe mod Club Brügge i Marbella,” udtaler danskeren i en officiel pressemeddelelse, og han uddyber:
”Det er et hold, der fungerer rigtig godt sammen og spiller meget organiseret fodbold. Det positive indtryk var forstærket efter mødet med træner Thomas Tuchel. Skiftet er en god beslutning for mig,” afslutter Zimling.
Niki Zimling er udset til at erstatte den polske landsholdsspiller Eugen Polanski der tidligere på dagen skiftede Mainz ud med bundholdet Hoffenheim.
Den 27-årige midtbaneslider har spillet 14 landskampe for Danmark og var med til sommerens EM-slutrunde. Han har også repræsenteret Brøndby, Esbjerg, italienske Udinese og hollandske N.E.C. igennem sin karriere.