Officielt: Mellberg skifter til FCK

0

FC KøbenhavnFC København har skrevet en toårig kontrakt med den svenske forsvarer, Olof Mellberg, som kommer fra spanske Villarreal.

FC København har i dag forstærket defensiven med en rutineret herre i form af 35-årige Olof Mellberg.

Han kommer til den danske hovedstad fra spanske Vilarreal. Han har spillet hele 117 landskampe for Sverige og været med ved seks slutrunder.

“Det er en usædvanlig stor portion rutine, vi får tilknyttet F.C. København i Olof Mellberg. Og vores samtaler med ham har ikke efterladt tvivl om, at sulten og vinderinstinktet stadig driver af ham. Så vi er overbevist om, at Olof Mellberg er et godt match for FCK, og det vi står for, ligesom hans tilgang ruster os bedre i den bageste kæde op til vores forsvar af mesterskabet i Superligaen og de andre spændende opgaver, som sæsonen vil byde på,” forklarer sportsdirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.

Mellberg, der får nummer fem på spilletrøjen, er glad for at prøve de nye udfordringer i Superligaen.

“Historikken omkring F. C. København taler for sig selv, synes jeg. Det er en topklub i Skandinavien der vinder mesterskaber og har skabt sig et navn i Europa. Det er der ikke mange skandinaviske klubber der har. Jeg kender også flere spillere, der har repræsenteret FCK, og alle har snakket positivt om klubben og livet i København,” siger Olof Mellberg.

“Frem for alt føler jeg, at jeg kan bidrage på banen, men jeg håber også at bidrage med min erfaring uden for banen fra de forskellige klubber, jeg har spillet i. Jeg har været i mange forskellige topklubber i flere lande, så jeg er vant til målsætninger om at vinde ligaer og kæmpe i Europa. Og jeg ved, det er det, det handler om i F.C. København.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE