
Foto: Brøndby IF
Brøndby IF har i dag købt SønderjyskE-angriberen Mikael Uhre. Han skifter til klubben efter indeværende sæson.
23-årige Uhre har skrevet under på en kontrakt, der gælder frem til udgangen af 2022.
“Vi har fulgt Mikael Uhre gennem en længere periode, og den udvikling, han har vist, gør, at vi har været meget opsatte på at få ham til klubben, da vi tror på, at han kan gøre en forskel i Brøndby IF,” siger sportsdirektør Troels Bech til klubbens hjemmeside.
“Mikael har en masse energi og power, og så er han en af de absolut hurtigste i Alka Superligaen, og det passer alt sammen vældig godt til vores spillestil. Samtidig er Mikael i denne sæson blevet mere hårdfør og er begyndt at bruge sine 188 centimeter rigtig godt i dueller og nærkampe, og det har løftet hans niveau betragteligt.”
“Vi glæder os derfor over, at Mikael Uhre selv har ønsket, at næste skridt i sin karriere skal være i Brøndby IF.”
Mikael Uhre har hidtil spillet 70 Superliga-kampe for SønderjyskE, hvor han har nettet 11 gange.
Hans oprindelige kontrakt med SønderjyskE stod til at udløbe i sommeren 2019.
“Jeg har selv stået over for Brøndby IF og Alexander Zorniger et par gange, og jeg har virkelig været imponeret over, hvordan holdet arbejder sammen som en enhed, og hvordan man presser sine modstandere,” siger Uhre til klubbens hjemmeside.
“Jeg ser frem til at blive en del af den sammentømrede enhed, som Brøndby IF virker til at være, men jeg er samtidig klar over, at jeg skal gøre mig fortjent til minutter på banen. Jeg er ydmyg, men tror på mig selv og arbejder hårdt for tingene. Jeg skifter til Brøndby IF, fordi jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel.”
Uhre startede sin seniorkarriere i SønderjyskE i 2013, og har siden også spillet for Skive, men ellers udelukkende spillet for Haderslev-klubben.
“Det har hele tiden ligget i pipeline at Uhre skulle sælges indenfor de næste par vinduer. Professionel fodbold handler om både sportslige ambitioner, personlig udvikling og forretning,” siger SønderjyskE’s sportschef Hans Jørgen Haysen i en pressemeddelelse og tilføjer:
“Der har nok ikke så overraskende været flere bejlere, og her har det været helt afgørende for os, at klubskiftet først sker efter denne sæson. Vi går sportsligt et meget spændende og afgørende forår i møde, og her bliver Mikael Uhre en meget vigtig spiller for os.”
Mikael Uhre tiltræder helt præcist i Brøndby fredag den 15. juni 2018.