Officielt: Mudrazija skifter til FCK

0
Officielt: Mudrazija skifter til FCK

Foto: FCK.dk

FC København har i dag afsluttet handlen om den kroatiske midtbanespiller, Robert Mudrazija. Han har fået kontrakt til 2023.

I dag gik handlen på plads, således, at den kroatiske midtbanespiller, Robert Mudrazija, nu kan kalde sig FC København-spiller.

Han er købt i kroatiske NK Osijek, og U21-landsholdsspilleren er blevet udstyret med en kontrakt gældende til udgangen af 2023.

LÆS OGSÅ: Medie: Så meget har FCK betalt for Mudrazija

“Robert er en meget talentfuld spiller, der har nogle gode offensive kvaliteter, men også er en god og aggressiv bolderobrer,” siger manager Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Han har allerede smagt lidt på international fodbold med Osijek, der gjorde det stærkt mod blandt andre Rangers FC i sommer, hvor han var en af profilerne.”

“Vi har fulgt Robert længe og ser ham som en spiller, der har stort potentiale. Men vi er også afklarede med, at han skal gennem en periode nu, hvor han skal vænne sig til vores måde at spille fodbold på og de krav, den spillestil stiller til hans position.”

“Det er vi meget fortrøstningsfulde omkring, og vi er meget glade for, at vi har sikret os en særdeles interessant og eftertragtet spiller.”

21-årige Mudrazija er forståeligt nok glad for skiftet til FCK.

“Det er en stor dag for mig, for jeg har virkelig ønsket, at det her skifte skulle falde på plads,” siger Mudrazija til FCK’s hjemmeside og uddyber:

“Jeg har haft det rigtigt godt i Osijek, men jeg ser også frem til at udfordre mig selv og spille med de dygtige spillere, som FCK har. Samtidig er FCK en klub, der har lagt en god plan for mig, og som har vist, at de ønsker mig som en del af holdet.”

“Det er en klub med store ambitioner, der spiller med om titler hver sæson, ligesom klubben har et rigtigt godt navn ude i Europa via mange års flotte præstationer. Jeg ser meget frem til at blive en del af holdet og møde fansene i København.”

Mudrazija har tidligere spillet for GNK Dinamo Zagreb, NK Zagreb, FC Liefering og altså senest NK Osijek.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE