
Foto: Dejan Obretkovic
23-årige Mustapha Bundu skifter til FC København på en lejekontrakt, der gælder for resten af denne sæson. Det bekræfter FCK på klubbens hjemmeside.
Den forhenværende AGF-profil Mustapha Bundu er nu officielt skiftet fra belgiske Anderlecht til FCK på en lejeaftale, der gælder for resten af indeværende sæson.
Offensivspilleren fra Sierra Leone skiftede i sommerens transfervindue til den belgiske storklub, men nu er han altså tilbage i Superligaen.
”Vi har rigtigt dygtige angribere i truppen, men vi har været på udkig efter en, der kunne supplere med fart og power i sit spil. Det har Bundu som to af sine store kompetencer, så vi ser ham som et godt supplement til de muligheder, vi har i forvejen,” udtaler FCK-cheftræner Jess Thorup ifølge klubbens hjemmeside.
Hovedpersonen selv er da også glad for sit skifte, selvom han godt kunne have håbet på et andet udfald i Anderlecht.
”Det er ingen hemmelighed, at det ikke er gået, som jeg havde håbet i Anderlecht, men jeg vil hellere bruge min energi og mit fokus på at glæde mig til at komme i gang i FCK end at ærgre mig over det,” lyder det fra offensivspilleren.
Anderlecht købte ham for 2,8 millioner euro, svarende til cirka 17 millioner kroner i sommeren 2020.
Ifølge B.T.’s oplysninger har FCK arbejdet ihærdigt på at få en købsoption i lejeaftalen, hvilket Anderlecht har accepteret. Belgierne ønskede at den lød på tre millioner euro, mens FCK har forhandlet frem mod 2,5 millioner euro, svarende til cirka 15 millioner kroner.
Bundu var i AGF fra 2016 til 2020. I AGF-tiden spillede han 109 kampe, scorede 21 mål og leverede 25 assists.