Newcastle har offentliggjort, at man har hentet engelske Andros Townsend i Tottenham.
Tottenham har været godt kørende i den engelske Premier League i denne sæson, hvor man i øjeblikket befinder sig på den Champions League-givende fjerdeplads.
Det har dog været uden indflydelse fra den 24-årige kantspiller Andros Townsend, der ikke har spillet en førsteholdskamp for Spurs siden oktober.
Derfor har englænderen længe været rygtet væk fra White Hart Lane, hvilket nu er blevet til virkelighed, da Newcastle har hentet offensivspilleren til Nordengland.
The Magpies har ifølge Skys kilder betalt i omegnen af 120 millioner kroner for Townsend, der har skrevet under på en kontrakt med Newcastle, der gælder fem et halvt år frem i tiden.
”Newcastle United er en fantastisk klub med glimrende fans, et godt stadion og flotte traditioner. Da jeg hørte Newcastle var interesseret i mig, var der kun ét sted, jeg ville hen, og jeg kan ikke vente med at komme igang,” udtalte Townsend til klubbens hjemmeside.
Spillerens nye manager Steve McClaren er ligeledes begejstret over skiftet.
”Andros er en traditionel kantspiller. Han kan både spille på højre og venstre, er tofodet, hurtig, meget direkte og elsker at udfordre spillere,” udtaler manageren.